Charlotte Højholt

Charlotte Højholt er i sin forskning optaget af at forene forskning og udviklingsarbejde og af på en gang at arbejde med børns liv på tværs af deres forskellige livssammenhænge (som fx familier, institutioner, skoler, specialinstitutioner og kammeratskabsgrupper) og med professionelles samarbejde om børnene. Hun har fulgt børn i deres forløb på tværs af steder, hvilket både har givet et fokus på samarbejdet mellem de voksne, der er involveret her (forældre, pædagoger, lærere, psykologer og konsulenter) og på børnenes betydninger for hinanden og deres deltagelse i børnefællesskaber.

Den aktuelle forskning retter sig mod teoriudvikling i relation til at begribe menneskers fælles livsførelse, hvordan professionelt arbejde indgår i dagligliv samt forholdet mellem det almene liv med dets komplikationer og konflikter og den specielle hjælp rettet mod specielle vanskeligheder. Arbejdet retter sig endvidere mod metodeudvikling i relation til, hvordan viden kan udvikles gennem, samt bidrage til, praksis- eller organisationsudvikling.

Særlig på børneområdet arbejdes med samarbejde mellem forskere og forskellige parter og organisatoriske sammenhænge – som fx skolen, fritidsinstitutioner, familien og specialindsatser rettet mod at hjælpe børn i vanskeligheder.